Historie

"Med en vestvendt placering på en østkyst ligger Ebeltoft Strand Camping i Superligaen blandt landets campingpladser"
 
Pladsen er lang og smal. Ca. 800 x 110 meter med et areal på ca. 7,7 Ha. Beliggende direkte ved Ebeltoft Vig ved indkørslen til Ebeltoft By. Jordbunden er overvejende sandjord, med et let lag muld over, så korte teltpløkker rækker ikke til blæsevejr. Beplantning består af fyr, eg, birk og hvidtjørn på pladsens midterste del. Ingen beplantning i nord og syd på nær hybenrose, som findes i begrænset omfang.
 
Allerede før krigens tid cyklede danskerne til Vibæk og foretog teltslagning. Campingpladsen var oprindelig planlagt etableret i 1939, men grundet krigens udbrud blev dette udsat.  Turistforeningen har fået overladt et areal til teltslagning og får Overfredningsnævnets godkendelse til anlæggelse af lejrplads i 1947. Men midlerner er små og i november 1953 "bringes i forslag at pumpen, der står på pladsen, skal repareres, der ønskes overslag over et blokhus med toiletter og vaskerum, der skal opsættes skilte og regulativ vedr. pladsens benyttelse, laves affaldsplads m.v. og ansættes et opsyn"
 
Mange, også bilende gæster, finder vej til lejrpladsen ved Vibæk og i 1955 henstiller Friluftraadet at der føres opsyn med lejrpladserne og at der opkræves lejrpas. Ludvig Andersen bliver 1. lejrchef.
I 1964 afholdes 10 års jubilæum.
I 1968 etableres vintercamping.
I 1978 skal telte og campingvogne trække tilbage fra stranden.
I 1996 toiletbygning i nord med "musik under bruseren".
 
Den nordlige halvdel blev oprettet i 1959 af FDM. I 1987 blev FDM pladsen købt af den daværende Ebeltoft Kommune. De to pladser blev da lagt sammen til Vibæk Camping som i 2006 skiftede pladsen navn til Ebeltoft Strand Camping.
 
I 2010 blev pladsen købt af Lone & Peter Friis Christensen. Med en begejstring over pladsens unikke beliggenhed og et stort ønske om at bringe forholdene på pladsen i tråd hermed, blev et stort renoveringsarbejde sat igang. I 2010 blev der opført udendørs swimmingpoolområde. Til sæson 2011 blev servicebygning i syd totalrenoveret og i 2012 blev 2 servicebygninger midt på pladsen revet ned og gav plads til en ny stor moderne servicebygning. Pladsen er i dag toprenoveret og en moderne veldrevet plads, som tilhører eliten af danske campingpladser og her venter jer en varm og hjertelig velkomst!
 
Lejrchefer gennem tiden:
1955-1965 Ludvig Andersen
1966-           Laurits Christensen
1972-1982 Byskov (FDM)
1977-1983 H.C. Ravnkilde
1983-1987 Inger Petersen (FDM)
1983-1989 Egon Bloch
1990-2001 Poul Thomsen
2002-2006 Peter Toft
2007-2008 Marianne Falk Nielsen
2009            Brian Sørensen
2010-           Lone & Peter Friis Christensen


Samarbejdspartnere